skovsgaard-boldklub.dk © 2008 

 

Skovsgård Boldklubs historie

 

 

Oprindelse

Fra 1897 groede byen Skovsgård frem, som et knudepunkt, hvor jernbanen krydsede vejen mellem to landsbyer. Her byggede man Skovsgård Station og fik bevilling til at drive Gæstgivergaard i umiddelbar nærhed.

 

Omkring år 1900 kom der virkelig gang i byggeriet i Skovsgård, og allerede i 1902 blev Skovsgård Boldklub grundlagt.

 

Da meget er gået tabt i tidens løb, er det umuligt at finde noget om oprindelse og spillested. Dog er det sikkert at Markedspladsen i Skovsgård har været brugt som kampbane frem til 1962, og det antages at klubben havde sit spillested her allerede fra starten. Fra 1921 og frem til 1937 blev der betalt leje af en fodboldbane på Markedspladsen.

 

I slutningen af 40'erne fik man et klubhus stillet op lige overfor kampbanen. Klubhuset var en gammel tyskerbarak med en samlingsstue og to omklædningsrum med iskoldt vand direkte fra grundvandet.

 

I 1962 flyttede Skovsgård Boldklub deres aktiviteter til de græsarealer, der var blevet anlagt i forbindelse med byggeriet af Skovsgårdskolen. Boldklubben fik deres nuværende klublokaler ved en tilbygning af Skovsgård Idrætscenter i 1985.

 

Rivalisering og Humlebierne

Allerede fra gammel tid har der været en rivalisering mellem de lokale klubber. Især med Brovst IF mod hvem kampene altid er præget af højt tempo, intensitet og drama. Kampene mod Tranum GF og Øland-Halvrimmen IK ser man også frem til, som nogle af sæsonen højdepunkter.

 

Ikke mange klubber kan prale af at have egen fanklub. Sådan en har Skovsgård Boldklub. Den blev oprettet i 1998, og de er altid til stede ved klubbens førsteholdskampe, hvor de synger slagsange og opmuntrer spillerne.

Humlebierne har stået bag en omdøbning af Skovsgård Stadion. Morgenen efter en klubfest kunne man se et skilt ved indgangen til kampbanen, hvorpå der stod "Iver Park". En hyldest til en af klubbens profiler, Ole Iversen.

 

Profiler

Klubbens største profil gennem tiderne er uden tvivl Kjeld Thorst (1940), som indtil 1960 var stjernen på klubbens serie 2 hold. Thorst skiftede i 1961 via Ranum til AaB, hvor han indtil 1971 spillede 265 kampe og scorede 78 mål.

Søndag den 15. september 1963 fik Thorst debut på landsholdet. Skovsgård lå øde hen, da alle skulle se Thorst få debut på landsholdet. Telefoncentralen brød ned, og byens barber Leo Møller kom næsten for sent til sin søns barnedåb.

Danmark slog Norge 4-0, og Thorst scorede kampens første mål. Han spillede 26 A-Landskampe og scorede 6 mål.

 

En anden af klubbens profiler er Knud Thorsen (1933), som fra 1950 indtil først i 1970'erne var fast mand på førsteholdet. Sin aktive karriere stoppede han i 1983, men er stadig kendt som SBs ansigt udadtil. Siden sidst i 1950'erne var han medlem af klubbens bestyrelse. Senere helligede han sig ungdomsarbejdet i klubben, og han bestyrer stadig kiosken i klublokalet.

 

(Mere kommer senere)

 

 

 

Kontingentsatser

 

Udendørs:  
Grand Old Boys 300 kr.
Senior 2 x  650 kr.
U19 2 x 450 kr.
U17 2 x 400 kr.
U13, U14 & U15 2 x 350 kr.
U10, U11 & U12 2 x 300 kr.
U7, U8 & U9 300 kr.
U6 200 kr.
 
Indendørs:
Grand Old Boys 400 kr.
Senior 400 kr.
U7 til U19 350 kr.
U6 300 kr.

 

 

Boldklubbens musikanlæg er sponsoreret af Tuborgfondet.

 

Sparekassen Vendsyssel

Hovedsponsor